OM DET CHRISTNE HÅB I DET NYE TESTAMENTE!
Det er pudsigt, men hvis man læser det nye testamente, skulle man tro, alle de christne fik et håb, der ville forme både deres private tilværelse og deres syn på den globale fremtid. Men ak nej!!! Mange christne tør ikke tro på håbet, men er totalt hjernevaskede af mediernes dommedagsprofetier. Da jeg har mødt mange christne gennem mit liv, der hverken har troet på deres egen tros håb og glæde over fremtiden eller deres egen frelse, vil Ravnens Kirke komme med en kort kommentar til deres angst.
Om Jesu håb.
Skal man tage de christne på ordet, har Jesus gennem sin død og opstandelse bragt lyset ind i menneskets verden. Alligevel har jeg gennem lange samtaler med christne erfaret, at de ikke tror på et håb, men der imod beskylder deres Gud for en sort fremtid, hvor alt bare forsvinder i et sort hul. Det er spøjst, men jeg skal hele tiden, minde disse håbløse christne om, at det nye testamente er guld værd for de uden et enkelt håb. Jeg vil påstå, at hvis deres tro ikke bare var overflade, påvirket af medier og magtfulde nationer, ville Jesu budskab og det nye testamentes ord kunne fjerne deres frygt. At frygte fremtiden og samtidigt tro på en kærlig Gud, der bringer lyset til verden, er et paradoks, jeg ikke kan fatte i min verden. Men det er jo nok såre menneskeligt at måle udviklingen ud fra sit eget mikroskopiske ståsted, i stedet for princippet bag skabelsen og deres egen tro. Mange christne er samtidigt bange for egen frelse, selvom om der ingen krav er i det nye testamente end at overholde kærlighedsbudet.. Mellem tro, håb og kærlighed, er kærligheden dog det største, siger Paulus i korinderbrevene , hvor han samtidigt siger, at nu står kærligheden over det gamle testamentes love! Alligevel skaber de christene af Gudsfrygt en ny lovreligion for at opnå frelsen. Det er underligt, men jo mere maschokistiske kristne prøver at præstere en tro, så de kan få en plads i himlen, jo mere angste er de samme christne for at fortabes efter dommens dag Jeg diskuterede engang alt dette med en christen pige, da hun var en af disse christne uden håb og samtidigt angst for fortabelse. Jeg fik sagt til hende, at der stod mange positive ting om fremtiden i det nye testamente, og hun måske skulle læse dem! Hun svarede i sin fromhed, at hver gang jeg fandt noget positivt i bibelen, kunne hun finde noget negativt! Og hun var troende!!! Jeg fik sagt til en christen fundamentalist, at Jesus bærer vore synder. Han er stadig bange for sine synder og fortabelse. Jeg fik sagt til en pinsemissionær, at vi ikke kan gøre os fortjente til frelse af egen kraft og gerning, men kun gennem Jesu kærlighed. Jeg blev sendt direkte til helvede af denne fundamentalist.
Jeg spørger nu!!!
Har Jesus ikke givet jer christne håb for en ny fremtid gennem Jesu offer? Hvorfor er mange christne så angste for fremtiden? Hvorfor skal mange christne skabe nye love for frelsen, når kærligheden er alt man skal præstere i den daglige tro?
Mere om Håb.
Der er 2 Guder i den christne bibel. Nemlig det gamle testamentes kriger, - og lovgud! Gennem Jesus Christus ændredes budskabet så radikalt, at man faktisk kan sige, at det er kunstigt at sammenføje de 2 testamenter i en bibel. Det er nok mere af historiske grunde at de to skrifter i samlet, synes jeg, da Jesu ord skabte et radikalt og anderledes budskab end det jøderne lagde for dagen i deres tro. Hvorfor ikke tage konsekvensen ligesom mange christne gnostikere ret tidligt i historien gjorde det, og simpelthen tale om to uafhængige Guder, nemlig det gamle og det nye testamentes Gud? Den gamle lovens Gud og den udogmatiske kærlighedsgud fra det nye testamente. Som de christne rigtigt nok siger, fik Jesus bragt ordet ud til hele verden, mens det gamle testamente henvendte sig til et bestemt folk, nemlig jøderne. Hvorfor mon så, den christne tro er blevet en religion, der fremhæver en bestemt kultur som førende, når jeg vil påstå, den oprindelige christne tro henvendte sig til netop alle.
Fejlen ligger i den christne kirkes rolle som statens forlængede arm, vil jeg mene. Det enkelte menneske kan ikke se udover sin egen nations kulturkreds, og det smitter så af på den statsautoriserede kirke, desværre. Det altså menneskets politiske interesser, og ikke den Gud, der har skabt hele verden, der vil påstå, vort vesten er hele verdens navle. Det vil sige, det er politisk hovmod, at påstå, vesten er andre kulturer overlegne, da skabelsen også indbefatter alt uden for den christne, vestlige verden. Alle kulturer er altså en del af den samme skabelse, så Gud begrænser sig ikke længere til vor vestlige kulturkreds, da kærlighedsbudskabet er en drift, der ligger i alle kulturer. Det eneste, der i dag adskiller vesten fra andre kulturer, er vores tro på individets værdi, som vi jo har fra Jesus. Men om kærlighed er individets eller fællesskabets kommer ud på et, kærlighed er en universel kraft, der ligger i alle. Men af en eller anden grund vil mange i vor kultur helst synke ned i håbløshed, på trods af det nye budskab fra det nye testamente. Dette budskab brød jo med den Gamle Lov, og bredte et nyt håb til menneskeheden!
Konklusion.
Hvis man faktisk læser det nye testamentes tekster, specielt korinderbrevene, burde man ikke falde i håbløshedens grøft, men der imod fyldes af et totalt håb. Men mange af de christne, jeg har snakket med, har haft svære personlige problemer, da de enten har målt fremtiden ud fra den håbløshed, vor kultur er præget af, eller selv som individer har skabt en ny streng lovreligion, stik mod hensigterne med teksterne. Det er tvingende nødvendigt at gøde menneskeheden med håb og kærlighed, men hvis de christne ikke engang selv er i stand til dette, ser det ikke godt ud på fremtidens vegne. At overholde en speciel lov, betyder ikke, at man så er bedre troende, da lovene ikke i sig selv skaber fremtiden. Og når så netop Jesus vender sig mod lovreligionen bag jødedommen, er det ikke nødvendigt at opbygge et nyt regelsæt i Guds navn. At opbygge regler for ens tro, betyder kun, at man som individ er mere angst for at falde udenfor. Og er man angst, falder man let i håbløshedens grøft! Skal den christne tage det håb alvorligt, der ligger i den christne tro, er det nødvendigt at han/hun ser en hensigt bag skabelsen, at vedkommende kan sætte sin lid til håbet og kærligheden i den christne tro. Den enkelte er selv ansvarlig for håbet og kærligheden vil brede sig på en lidende jord. Det er ikke noget angsten for regler kan give os! Men ved at holde fast i det kolossale håb, det nye testamentes Gud giver os som individ, sprede dette håb og kærlighedsbudskab ud i verden, dette er det eneste, der vil virke. Men så længe selv de christne er fyldt af vor kulturs angst, er der ikke meget at stille op! |
